“Jeg håber også, at serien kan være med til, at vi som patienter og pårørende stiller krav til, at de, der har ansvaret for sikkerheden i vores sundhedsvæsen, lever op til netop det. Så håber jeg også, at de, der har ansvaret, har modet til at lære af, hvad der skete og skabe foranstaltninger for, at det er sværere for fremtidens Christina’er at gøre skade. Ellers er alt det, der skete dengang, kun ondt og meningsløst,”
Pernille Kurzman Larsen
I dag vil jeg i min lidt støvede serie Anna-Maria anbefaler foreslå jer at se en dansk serie, der hedder „Sygeplejersken”. Hvorfor det? For et par dage siden, da jeg marcherede rask til nattevagten på et sygehus, i en tunnel på stationen i Roskilde fangede mine øjne en reklame for en film. Der var et ansigt på tavlen, der fangede min opmærksomhed, fordi det lignede min kollega fra arbejde.Teksten på plakaten annoncerede en ny serie på Netflix som skulle være tilgængelig fra den 27. april. Der løb et gys ned ad min ryg, fordi jeg vidste præcis, hvad denne historie ville handle om. Og ligesom for 2 år siden, da jeg købte bogen af Kristian Corfixen, tog jeg heller ikke fejl denne gang.
Kort om „Sygeplejersken”
„Sygeplejersken” er en serie baseret på de virkelige begivenheder, der fandt sted på sygehuset i Nykøbing Falster for nogle år siden. Det hele blæste en heftig debat op i medierne, og det var lige da jeg begyndte at arbejde på sygehuset som nyuddannet SSA. Christina var rundt i medierne, på sygeplejerskernes dueslag og i lægestuerne. Med rædsel i øjnene blev nyheder om sagen givet videre til hinanden. Netflix-serien er baseret på den danske forfatter Kristian Corfixens bog med titlen „Sygeplejersken – En af Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager”, hvis anmeldelse jeg postede på min blog for et par år siden.
Et par ord om serien „Sygeplejersken”
„Sygeplejersken” blev instrueret af danske Kasper Barfoed kendt fra „Kastanjemanden” og „Dicte”. De kvindelige hovedroller blev spillet af Fanny Louise Bernth som Pernille Kurzmann Larsen og Josephine Park som Christina Aistrup Hansen. Manderollen gik til Peter Zanderen, der spillede overlægen Niels Lunden. Filmatiseringen præsenterer i modsætning til bogen, som er en undersøgende reportage, sagen fra et helt andet perspektiv. Instruktøren fortæller nemlig historien med Pernilles øjne – et øjenvidne til begivenhederne. Det var den nyuddannede sygeplejerske, nyansat på Akutafdelingen i Nykøbing Falster, der opdagede den frygtelige sandhed. Hendes mentor, den person, der skulle introducere hende til fagets hemmeligheder, opførte sig i det mindste bizart, for ikke at sige mistænkeligt.
En ung dygtig sygeplejerske står over for et stort dilemma. Skal hun ligesom resten af sine kollegaer opføre sig efter det japanske ordsprog „se intet ondt, hør intet ondt, taler ikke ondt”, eller skal hun være modig og fortælle afdelingssygeplejerske om sine skøre mistænker? Sætte sit nyindrettede liv på spil og kæmpe for forsvarsløse patienter? Opføre sig ansvarligt og professionelt, eller være tavs, og bare passe sit job?
Efter serien
Selvom jeg godt vidste, hvordan serien ville ende, kunne jeg ikke rive mig løs fra den en fredag aften. Jeg ville se noget kort lige før sengetid, og jeg var faktisk helt hooked. Jeg så det ene afsnit efter det andet indtil slutningen. Det, der fangede mig mest, var stemningen i denne serie. Selvom det er en krimi, brugte instruktøren meget få udtryksmidler. Der er ingen sjuskede specialeffekter, der er typiske for amerikansk film. Her ligner et sygehuset de sygehuse, hvor jeg arbejder i Danmark. Om natten er der halvmørkt på gangen, patienter transporteres sjældent med helikoptere, og hjertestop sker, men ikke hver dag. Ingen løber rundt på gangene med galskab i øjnene og kalder efter hjælp.
Filmatiseringen er meget specifik og kortfattet, uden unødvendig dramatik og kunstigt vækket sensation. Det er en saglig historie om de tragiske begivenheder, der fandt sted på sygehuset i Nykøbing Falster. Bortset fra det, er der endnu en ting, jeg sætter pris på ved denne serie. Kasper Barfoed, der gjorde Pernille til hovedpersonen, takkede så at sige på vegne af alle potentielle patienter og deres familier. Så han gjorde noget, som sygehusmyndighederne ikke har kunnet ind til i dag. Desuden vovede sygehusdirektøren endda uden at se serien at sige, at det var unødvendigt at rippe op i personalets uhelede sår. Det er lidt pinligt, at ledelsen fra begyndelsen har stukket hovedet i busken i stedet for at diskutere problemet og drage konklusioner for fremtiden.
Quo vadis Danmark?
Christina Aistrup Hansen fik i byretten i 2016 en livstidsdom for tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus. Hendes autorisation blev også frataget. Desværre frifandt Østre Højesteret hende året efter for manddrab. Frifandt med den begrundelse, at det ikke kunne udelukkes, at andre faktorer var medvirkende til patienternes død. Som følge heraf blev hun idømt 12 års fængsel for drabsforsøg. Fra marts 2023 har hun ret til at søge om løsladelse og genvinde autorisation. Jeg håber aldrig det sker. Jeg kan ikke forestille mig,på en eller anden måde, at hun skifter efternavn og pludselig er min kollega fra arbejdet…
Mange år efter…
Mange år efter disse tragiske begivenheder har vi ikke lært meget af den sag. I lang tid har mit arbejde ikke alene været begrænset til somatiske sygehuse. Jeg har også vagter på psykiatriske afdelinger, især på akutmodtagelsen. Det er ikke ualmindeligt, at politiet kommer med bedøvede eller fulde sygeplejestuderende med diagnosen personlighedsforstyrrelser. Det kan vi som personale ikke gøre noget ved, fordi vi er bundet af tavshedspligt. En studerende som er indlagt på sygehus, er bare en patient.
Nogle gange sker det, at en af dem bliver anmeldt til forskellige institutioner. Oftest fra det sted, hvor de har været i praktik. Men fagforeningerne forsvarer dem alligevel. Der mangler trods alt flere tusinde sygeplejersker i Danmark. Derudover er der i Danmark ligestilling for alle borgere, og man kan ikke diskriminere nogen på grund af en sygdom. Så den onde cirkel fortsætter, mens sundhedsfagligt personale beder i frustration om aldrig at blive tvunget til at arbejde med en tidligere patient med sådan en diagnose. På en eller anden måde ser regeringen og dem som er lovansvarlige i Danmark ingen trussel i, at en kendt for misbrug eller en med psykiatrisk diagnose snart vil blive hædret med en autorisation og dermed får adgang til afdelingsmedicinrum og forsvarsløse patienter…
Og med denne glædelige afslutning vil jeg gerne inviterer jer til en medicinsk session på Netflix.
Med venlig hilsen Anna-Maria
Zostaw komentarz